Autisme og angst

“Jeg vil tro, at hovedparten af de gange vi hæfter ordet angst på personer med autisme, handler det reelt om sanseforstyrrelser, som ikke er blevet mødt og forstået”.Den opsigtsvækkende udmelding kommer fra Christina Sommer, ekspert i autistiske lidelser og i den sammenhæng også kendt fra DR’s dokumentarserie “De skjulte talenter”.

Hun mener, at angst særligt gennem de seneste fem år har fået en for dominerende placering på dagsordenen.

“Når man oplever et autistisk barn med angstsymptomer, er det godt at spørge sig selv: Er det en vægring, som kan forklares med barnets autisme? Kan angstsymptomerne bunde i barnets nedsatte forestillingsevne og manglende evne til at aflæse andre? Kan de bunde i manglende kommunikative evner, som gør, at barnet ikke forstår, hvad du siger eller hvad du forventer? Eller det kan symptomerne stamme fra det sanselige område?”, siger Christina Sommer.

Som eksempel på det sidste nævner hun, at autistiske børn, som er meget sansesensitive, kan ende med at isolere sig derhjemme, og nægte at gå i skole, hvilket kan opfattes som angst, mens det reelt et udtryk for, at de overvældes af alle de lyde og dufte og berøringer, som de oplever, så snart de træder ud af døren og ind i en mere uforudsigelig verden. Så vil de enten trække sig eller tage kampen op eller blive passive, som alle tre er typiske angstreaktioner og derfor fejlagtigt bliver opfattet som sådanne, påpeger Christina Sommer.

Man skal tale om sig selv
For mange autister gælder det også, at de sanser meget stærkt i samværet med andre. De er de første til at opfange en stemning i et rum, og de kan mærke, hvis den person, de sidder overfor, er stresset. Men de kan ikke sætte ord på det eller forstå, hvad der ligger bag, så de bliver ramt af følelsen fra den anden person. Det kan også opfattes som angst.

I den forbindelse har autister brug for, at andre oversætter sig selv til dem. Altså fortæller om, hvordan de selv har det.

“Det kan for den fagproffessionelle virke uprofessionelt at tale om sig selv, men mennesker med autisme har brug for, at man eksempelvis forklarer, hvis man er urolig eller stresset”, siger Christina Sommer.

Vigtigt at kende forskel
For fagpersonen er det vigtigt at kunne afgøre, om det er en sanseforstyrrelse eller angst, der er på spil. Angst er kendetegnet ved irrationel tænkning – at man er bange for noget, man ikke burde være bange for. At man eksempelvis er bange for at drukne, selv om man er en god svømmer.

Hvis angstsymptomerne bunder i autismen, er det fagpersonens opgave at gå på opdagelse i angsten, siger Christina Sommer.

“Mange fagpersoner har tendens til at tale dét ned, som gør barnet angst, fordi de er bange for at forstærke angsten ved at tage den alvorligt. Men barnet med autisme opfatter det som, at den voksne ikke tager dem alvorligt eller ikke forstår dem. Vi skal turde gå ind i ængsteligheden og stille opklarende spørgsmål, så man kan åbne op for en ny mening for barnet“, siger Christina Sommer.

Forudsigelighed ned i detaljen
I de tilfælde hvor angstsymptomerne bunder i autisme, vil der ofte være brug for, at forudsigeligheden i hverdagen bliver endnu større.

“Jeg oplever ofte ude på institutioner, at man mener, at man har så fast en struktur, at der er fuld forudsigelighed for børnene. Men ofte viser det sig, at det kun er på overskriftsplan, man har en fast struktur. Den ene pædagog siger eksempelvis sit navn før han banker på, mens den anden gør det omvendte. Og det kan være nok til at få verden til at vælte. Så vi skal være skarpe ned i detaljen. Hvis man mener, at man gør det godt nok, og barnet udviser angstsymptomer, så vil vi begynde at kigge ned i andre kasser for at finde en forklaring og det bliver så let til angst”, siger Christina Sommer.

Hvis barnets reaktioner reelt bunder i sanseovervældethed, men det opfattes som angst, kan det have den negative konsekvens, at man griber til gradvis eksponering, som er den gængse strategi i forhold til angst. Det vil gøre symptomerne stærkere og barnet dårligere, mener Christina Sommer.

“Vi skal huske, at autisme er komplekst og dækker et meget bredt spektrum. Hvis vi glemmer det, så kommer vi let til at hæfte psykiatriske diagnoser på, der ikke er belæg for”, fastslår Christina Sommer.